Dekret fra Konventet, 1. august, 1793

I marts 1793 skulle der mobiliseres soldater fra Loire-dalen. Befolkningen, der i forvejen var utilfredse med de nye love vedrørende kirken, gjorde modstand – og modstanden blev til opstand som omfattede fire departementer, blandt dem Vendée. I august begyndte revolutionsregeringen for alvor nedkæmpelsen af oprøret. I et dekret fra Konventet, 1. august, 1793, trykt i den officielle regeringsavis ’Le Moniteur Universel’ lyder det bl.a. [Læs / udskriv som PDF]: 


[…] Brændbare materialer af alle slags vil blive sendt til krigsministeren for at nedbrænde skovene, krat og buske. Skove vil blive fældet, oprørernes skjulesteder vil blive ødelagt, afgrøderne majet ned […] og dyrene beslaglagt. Kvinder, børn og ældre vil blive drevet ind i det indre [af landet]. Deres underhold og sikkerhed vil blive tilvejebragt med al respekt for menneskelighed. […] Oprørernes ejendom i Vendée er erklæret for tilhørende republikken.

 

Dekret fra Konventet, 1. august, 1793, Décret relatif aux mesures à prendre contre les rebelles de la Vendée du 1er août 1793 (A.D.V. 52J4 / L 28-AD85), M. J. Mavidal & M. E. Laurent (red.): Archives parlamentaires de 1787 à 1860, Paris (1879-1913), bind LXX, s.108. Oversættelse af J. Rosenløv.

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | MYTEDRAB | UDGIVELSER | LINKS