Alfonso d. 6.: Skøde udstedt i Toledo, 1086

I et skøde fra december 1086 udstedte kong Alfonso d. 6. (1040-1109) af León og Kastilien jord og privilegier til domkirken i Toledo. I dette dokument forklarer Alfonso d. 6. selv, hvorfor han havde generobret byen Toledo i år 1085. [Læs / udskriv som PDF]


Ved Guds uudgrundelige dom havde byen været erobret i trehundrede-og-seks-og-halvfjerds år af muslimerne, som ofte vanhellige Kristi navn. […] På det sted, hvor vore hellige præster havde dyrket troens Gud, blev den forbandede Mohammeds navn nu påkaldt. Jeg gik i krig mod de barbariske folk. Efter mange kampe og fjendens utallige tab erobrede jeg ved hjælp af Guds nåde folkerige byer og stærke fæstninger. Og således inspireret af Guds nåde ledte jeg min hær mod den by, hvor mine forfædre en gang havde regeret som velstående og mægtige konger. I den faste tro, at det ville være godt i Guds åsyn, hvis jeg, kejser Alfonso under Kristi lederskab, kunne generobre for de kristne, hvad en gang et forræderisk folk under deres onde leder, Muhammad, havde stjålet fra tilhængerne af den samme religion (1).

 

Overs. af M. Pihl efter R. A. Fletcher:”Reconquest and Crusade in Spain”, i: T. F. Madden (red.): The Crusades – The Essential Readings, (2002) s. 59 samt J. F. O’Callaghan: Reconquest and Crusade in Medieveal Spain, (2003) s. 30.

(1) Iflg. Fletcher er der ingen tvivl om kildens ægthed, men skødets anførte vidner tyder efter hans vurdering på, at der har været tilføjet noget til kilden senere. Intet tyder dog på, at Alfonsos begrundelse for den kristne generobring af Toledo skulle være tilføjet senere.

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | MYTEDRAB | UDGIVELSER | LINKS