Debat

om

Korstogene - islams ekspansion og kristen modoffensiv

Sammenfattet af M. Pihl og J. Rosenløv

De mange positive anmeldelser [link] af bogen "Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv" affødte ligeledes en debat. Denne debat indeholdt mange elementer, der kan være interessante for både elever, kursister, undervisere og faghistorikere. Derfor bringes herunder en sammenfatning af debatten.

Brian McGuire
På baggrund et af et interview med forfatterne, der blev bragt i Kristeligt Dagblad (23/3-16) [læs], skrev middelalderhistorikeren Brian McGuire en klumme til Danmarks Radios hjemmeside, hvori han mente, at forfatterne havde overset en del ting omkring korstogenes baggrund og betydning. McGuire havde dog ikke læst bogen. Forfatterne fik ikke umiddelbart lov af DR til at svare på McGuires kritik skriftligt, men blev lovet et interview, hvor McGuires kritik kunne modgås. I dette interview sagde forfatterne bl.a.:

”Først må man gøre sig klart, at grundlaget for McGuires kommentar på DR alene er det interview, der blev bragt i Kristeligt Dagblad. Med andre ord – McGuire har ikke læst vores bog. Alligevel mener han sig i stand til at tolke dette og hint om bogen, uden at ”gå til kilden”. Overraskende overfladisk af McGuire. Bl.a. hævder han, at vores bog, tolker korstogene ”som et nødvendigt middel for Vesten at forsvare sig mod islams aggression” – Men der står ingen steder i bogen noget om, hvorvidt det var ”nødvendigt”. Men naturligvis var det bl.a. også en reaktion på islams aggression – hvem vil egentlig benægte det?

Endvidere går vi ifølge McGuire ”galt i byen”, fordi der ”i det store og hele havde været respekt hos de muslimske herskere for de kristnes ønske om at tage på pilgrimsrejse til Jerusalem”. Denne McGuires påstand strider simpelthen imod kildernes udsagn. Både muslimske og kristne kilder. [Se f.eks. teksterne 120-124 samt tekst 127-130].

McGuire påstår ligeledes, at pavens hovedmotiv var at få ridderne til at ”holde op med at bekrige hindanden” i Europa. Dette ønskede han bestemt. Men man må have foretaget en meget selektiv læsning af kilderne, der omhandler hans tale i 1095, hvis man påstår, at dette var det eneste motiv. Hjælp til de østkristne (Det Byzantinske Rige) indgik bestemt også som motiv ligesom generobringen af Jerusalem og Det hellige land. Det kunne faktisk her være interessant at se nærmere på, hvilken version af talen McGuire tager udgangspunkt i.

McGuire taler desuden om kirkereformbevægelsen i middelalderen og kirkens bestræbelser på at stramme disciplin og styrke sin magt. Og nu bliver det nærmest pinligt, for han hævder: ”Denne udvikling beskæftiger Jesper Rosenløv og Michael Pihl sig ikke med…”. Men kirkereformbevægelsen er netop udførligt beskrevet i bogen. McGuire afslører her, at han kun har læst interviewet med os i Kristeligt Dagblad. Han har simpelthen ikke læst den bog, som han vil gøre sig klog på i sin klumme på DRs hjemmeside.

Endelig afslører McGuire, at hans problem er ideologisk. Vores ”analyse undlader at se korstogene som udgangspunkt for den aggression, som kom til at præge Vestens forhold til den øvrige verden”. Her gentager han myten om korstogene som proto-imperialistiske tiltag, der lagde op til 1800-tallets koloniforetagender. Også denne myte er aflivet af seriøse korstogshistorikere for mange år siden.”
[Læs DR’s udgave af interviewet]

Niels Nøddebo Petersen og Johannes Adamsen
Afledt af bogens positive anmeldelse i Weekendavisen (1/4-16) kritiserede lektor Niels Nøddebo Petersen og lektor Johannes Adamsen i indlæg anmeldelsen og til dels forfatterne og bogen. Som svar herpå sendte forfatterne nedenstående svar til Weekendavisen (15/4-16):

”Sidste uge bød på to debatindlæg om anmeldelsen af vores bog om korstogene. Begge debattører var forargede over anmeldelsen – samt vist nok også over bogen. Det sidste er dog noget uklart, da ingen af de to tydeligvis havde læst bogen. Iklædt sit foucaultske søndagstøj fabulerer Niels Nøddebo Petersen (NNP) løst om diskurser og påståede politiske projekter uden konkrete referencer til bogen. NNP søger at give indtryk af, at hans kritik er faglig. Det er den dog langt fra, da han diskvalificerer bogen alene med henvisning til forfatternes politiske baggrund. Er det logiske svar på denne argumentation ad hominem da ikke at påpege, at NNP i andre sammenhænge gerne vedgår, at hans egne motiver som historiker er at føre identitetspolitik og at han politisk placerer sig selv på den yderste venstrefløj, der ikke går af vejen for at gennemføre akademisk boykot af anderledes tænkende? Bogen er således forkert, fordi forfatterne er forkerte. Dette kunne ligeledes forklare, at NNP ikke kan lide det, som anmelderen har brugt bogen til – nemlig angiveligt at fremme en særlig nationalkonservativ ”diskurs”.  For at få ligningen til at gå op, må NNP dog også påstå, at bogens konklusion forsøger at understøtte et bestemt politisk projekt omkring en evig kamp mellem en uciviliseret muslimsk kultur og en civiliseret kristen kultur – samt en nutidig modstand mod ”Eurabia”. Vi skriver dog ingen steder i bogen noget som helst om en sådan evighedskamp, uciviliseret muslimsk kultur eller Eurabia. Men på det foucaultske metaplan er alle katte naturligvis grå.  

NNP henviser endvidere til middelalderhistorikeren Brian McGuires kritik af bogen. Men grundlaget for McGuires spekulationer (på DRs hjemmeside) om bogen var alene et interview med os i Kristeligt Dagblad (23/3). Med andre ord: McGuire har heller ikke læst bogen - og den blinde (McGuire) leder her den blinde (NNP) – og de falder begge i grøften.

Også Johannes Adamsen fra Læreruddannelsen i Århus (JA) vil kloge sig på vores bog. Han indrømmer dog selv frejdigt, at han heller ikke har læst den: ”Hvis anmeldelsen virkelig er dækkende – er bogen dårlig. Noget peger desværre på det”. JA vurderer således en bog, han ikke har læst, og tillader sig samtidig at efterlyse mere faglig debat om emnet: Pinlig usagligt. Endelig savner JA forklaring af en række forhold, som han mener, danner baggrund for korstogsbevægelsen. Men alle de forhold, han nævner, er faktisk udførligt forklaret i bogen, hvilket han ville vide, hvis han altså havde gidet læse den. Derfor udfordrer vi JA: fortæl os, hvor vi tager fejl i vores fremstilling? Hvilke kilder fejllæser vi? Hvilke aspekter af korstogene mangler vi at gøre rede for?

Vores bog har fået mange fine anmeldelser. Men den har også fremprovokeret impulsive vredesudbrud og ukvalificeret, usaglig kritik fra folk, som ikke har læst den og de hundredevis af historiske kilder, som den bygger på. Deres hovedproblem er bogens punktering af en række unuancerede korstogs-myter. For de læsere, der ønsker en forståelse af korstogstiden i dens rette historiske sammenhæng og uden moderne ideologiske fordomme, har vi kun denne opfordring: Læs bogen og læs kilderne på hjemmesiden: http://centerforhistorieformidling.dk/korstogene.html. Og tag så selvstændigt stilling.”

Jan Simmsen
Den 15. april bragte Weekendavisen desuden et indlæg af journalist og tidligere middelalderarkæolog, Jan Simmsen. I indlægget ville Simmsen godtgøre, at kristne i Europa var ligeså krigeriske som datidens muslimer. Derfor fremførte Simmsen, 1) at det muslimske styre ikke havde været brutalt mod ikke-muslimer og jøder lige inden korstogene 2) at den kristne ekspansionstrang ”tvang Harald Blåtand til at blive kristen” – og i forlængelse heraf: ”Tvangskristningen af Norge var også blodig” 3) at der havde været en uendelig lang liste af kristne religionserobringer (mod Byzans (Konstantinopel) og katarerne). For at underbygge billedet af de blodige kristne nævnte Simmsen endvidere ”bondekorstoget” (hvormed, han givet sigtede til ”Folkekorstoget”), der hærgede Europa, blodbadet i forbindelse med Det 1. Korstogs erobring af Jerusalem samt halshugningen af ”en hel by (Akraba)” under Det 3. korstog på Richard Løvehjertes ordre. For at underbygge billedet af de voldelige kristne nævnte Simmsen tidens lovprisning af Saladins ridderlighed. Den underliggende præmis for Simmsen var at vise, at de kristne var lige så brutale som mulsimerne, og – meget vigtigt – at der lå religiøse årsager bag den kristne aggressive adfærd i middelalderen.

Som svar på Simmsens mange påstande indsendte forfatterne nedenstående indlæg til Weekendavisen (21/4-16):

”Jan Simmsens (JS) indlæg (15/4) er rettet mod anmeldelsen af vores bog – og ikke selve bogen, som heller ikke han har læst. Alligevel kræver hans indlæg en række kommentarer med henvisning til kildeteksterne, der findes på http://www.centerforhistorieformidling.dk/kostogene. JS synes for det første at overse seldsjukkernes fremfærd i regionen lige inden korstogene. Desuden var overgrebene på pilgrimmene så alvorlige, at selv den muslimske historieskriver Al-Azimi mener, at dette var årsagen til korstogene (tekst 130). JS fremfører, at Harald Blåtand skulle være blevet tvunget til konvertering. Denne teori, der har mere med forholdet til den tyske konge at gøre, savner dog et entydigt kildebelæg. Kristningen af Norge var blodig, men skal også ses i forlængelse af Olaf Tryggvasons magtambitioner, og man bør under alle omstændigheder holde sig for øje, at middelalderkirken officielt ikke accepterede tvangsdåb, hvorfor f.eks. den frankiske Karl d. Stores fremfærd overfor saxerne blev kritiseret af kirkens mænd (Alcuin af York). Folkekorstoget, som er udførligt beskrevet i vores bog, var ikke en del af det officielle korstog, og dets fremfærd blev kritiseret af både gejstlige og verdslige myndigheder (se tekst 159-162). Det 4. korstogs involvering i byzantinsk politik og ødelæggelsen af Konstantinopel blev ligeledes kraftigt kritiseret af paven (se tekst 206, 208). Korstogene var desuden ikke mere blodige end andre krige i middelalderen, hvor krigsfanger til tider blev henrettet, som f.eks. efter slagene ved Crécy og Agincourt, hvor (kristne) englændere henrettede (kristne) franskmænd.  Indtagelsen af Jerusalem var heller ikke mere blodig end f.eks. muslimske erobringer af kristne byer.  Richard Løvehjertes henrettelse af fanger ved Akko skete efter Saladins forsøg på at trække forhandlinger i langdrag og henrettelsen af kristne krigsfanger (tekst 201).  Saladin var ifølge både muslimske og kristne kilder en lige så brutal krigsherre som Richard og stod ikke af vejen for massakrer, plyndringer, henrettelser og slavebinding (tekst 192-194, 199, 202). Hans planer om at massakrere kristne i Jerusalem blev dog forpurret (tekst 196). Billedet af Saladin som en særlig ridderlig krigsherre er en senere konstruktion, der ikke har meget at gøre med den Saladin, vi møder i de samtidige kilder.”

Grundet krav om længde kunne forfatterne ikke modgå alle Simmsens påstande i indlægget. Bl.a. fortjente påstanden om massakren på en hel by yderligere kommentarer. For det første må man gå ud fra, at Simmsen mente Akko, og ikke Akraba. For det andet omfattede massakren ikke en hel by, men, som kilderne viser, tilfangetagne soldater fra Akkos garnison.

Hvad Simmsen mente med, at der skulle være foregået en blodig kristen erobringskrig mod Byzans, står ligeledes hen i det uvisse. Men måske han mente Det 4. korstogs plyndring af Konstantinopel. Men denne hændelse havde dog, som kilderne viser, ikke religiøse årsager, og blev – som nævnt i forfatternes svarindlæg – fordømt af paven.

Jan Simmsen (fortsat)
Efter forfatternes svarindlæg bragte Weekendavisen endnu et indlæg af Simmsen (4/5-16), hvori han gentog nogle af sine påstande samt forsøgte at underbygge sin overordnede påstand om en kristen voldskultur i middelalderen. Da Weekendavisens redaktion ikke tillod forfatterne at svare på Simmsens indlæg, må de svare her:

”Simmsen fremfører i sit indlæg (4/5-16), at han ikke kan se relevansen af, at paven ikke havde godkendt ”bondekorstoget” (altså Folkekorstoget). Hertil må siges, at det da er indlysende relevant, når man taler om religiøst motiveret vold, at den øverste religiøse myndighed i Vesten ikke havde godkendt "projektet" – og at de udskejelser, som Folkekorstoget gjorde sig skyldige i, blev fordømt af denne øverste religiøse autoritet – og i forlængelse heraf af de verdslige autoriteter. Kirken forsøgte bl.a. at beskytte de jøder, som var ofre for bandernes hærgen (se tekst 159, 161-162). Denne optræden fra kirkens og pavens side kan derfor ikke anvendes af Simmsen til at argumentere for en grundlæggende voldeligt indstillet kirke (kristendom). Tværtimod.

Endvidere forsøger Simmsen sig med et noget uværdigt tilbagetog mht. hans oprindelige påstand om, at Harald Blåtand skulle være blevet tvangskristnet – og at denne hændelse var en parallel til det, der skete i Norge, der også (sic!) var blodigt. Nu skriver Simmsen pludseligt, at der er eksempler på, at Danmark i hedensk tid er blevet angrebet af kristne fjender fra syd – og at udvidelsen af Dannevirke er et bevis på dette.

Hertil må for det første siges, at den oprindelige påstand om, at Harald Blåtand skulle være blevet tvunget til at blive kristen savner et entydigt kildebelæg.  Kristningen af Danmark var under alle omstændigheder ikke voldelig, som Simmsen oprindeligt påstod; det er i hvert fald en påstand, der fuldstændigt savner belæg. Hvad angår Harald Blåtands omvendelse siger den ældste kilde, Widukinds saxerkrønike, at det skete efter underet med Popos jernbyrd. Først en senere kilde, Adam af Bremen, hævder, at omvendelsen fandt sted efter pres fra den tyske kejser. Det kan naturligvis ikke udelukkes, og realpolitisk er det heller ikke usandsynligt, men her må man tage Adams tendens med i overvejelserne, og den var kort fortalt at fremhæve både Hamborg-Bremens og den tyske kejsers/konges andel i kristningen og missionen. For hvis den tyske konge/kejser havde æren af Haralds omvendelse, ville det også kunne bruges som støtte for den påstand, at Harald havde stået i et afhængighedsforhold, ja nærmest et vasalforhold til Tyskland; altså et højst politisk sigte med fremstillingen.

For det andet - at Danmark i hedensk tid har været i konflikt med kristne lande, folk og riger mod syd er korrekt. F.eks. nævner de frankiske kongers årbøger i år 808 den danske konge Godfred, der opfører en forsvarsvold for at beskytte sit riges sydgrænse. Men der siges intet om, at konflikten med danerne og de sydlige naboer skyldes religiøse spørgsmål - eller kristen ekspansionstrang. Det nævner andre kilder heller ikke. Årsagen til konflikterne er i høj grad danernes gentagne angreb mod syd, bl.a. på abodriterne. At de senere forstærkninger af Dannevirke på Harald Blåtands tid skulle hænge sammen med en særlig kristen krigerisk ekspansionstrang er ren spekulation fra Simmsens side. Men at forsvarsværkerne altid – både de ældste dele, der er opført på et tidspunkt, hvor de sydlige fjender end ikke var kristne, samt de senere bygningsfaser på Godfreds tid og endnu senere på Haralds tid – har været tænkt som et forsvar mod sydlige fjender er indlysende. Men dette kan jo på ingen måde godtgøre, at Harald skulle være blevet tvangskristnet.

Mht. til de blodige hændelser i Norge, kan Simmsen heller ikke se relevansen i, at årsagerne til de blodige optrin primært kunne have været realpolitiske – og ikke religiøse. Men ansvaret for den brutale kristning af Norge hviler på Olav Tryggvason (og Olav d. Hellige) mere end på kirken.  Hvad kirken mente om Tryggvasons voldelige fremfærd vides ikke. Men som vi gjorde opmærksom på i vores svar d. 21/4, accepterede kirken ikke tvangskristning eller tvangsdåb. Derfor fordømte f.eks. Alcuin af York frankernes behandling af saxerne (se tekst 134). Dette forhold forholder Simmsen sig slet ikke til.

Simmsen overordnede påstand er, at kristendommen i sin grundsubstans er en lige så voldelig religion som islam. Hvis man afviser dette, må det være fordi, man ”aldrig har læst (hele) Biblen”, påstår Simmsen. Men her afslører han sin grundlæggende mangel på viden om kristendommen og dens oprindelse. Med hele Biblen hentyder Simmsen givet til de blodige passager i Det Gamle Testamente. Men kristendommen er jo i sit udgangspunkt bl.a. netop et opgør med fjendetænkningen og voldeligheden i Det Gamle Testamente.

Som vi skriver i bogen: ”Ganske vist er der mange krigeriske passager i Det Gamle Testamente, hvor Gud siges at støtte israelitternes kamp mod fjendtlige nabofolk. Men Jesus og de første kristne tog afstand fra den traditionelle forståelse af Israels rolle, som den var beskrevet i jødernes gamle skrifter, og mente, at Guds budskab til menneskeheden skulle omtolkes.  Ifølge  Det Nye Testamente bar nogle af Jesu disciple sværd, da Jesus blev arresteret i Gatsemene Have, men Jesus forbød brugen af vold for at fremme sin sag (Lukas 22,35-54; Johannes 18,7-11; Matthæus 26,47-56). Kun to passager i Det Nye Testamente kunne muligvis tolkes som støtte til krigsførelse. Men i den ene passage (Lukas 19,11-27) fortæller Jesus en lignelse om en konge, der udmåler en straf, og i den anden (Mattæus 10,32-39) bruges ordet ”sværd” metaforisk om de trængsler og forfølgelser, der efter Jesu død venter de kristne. I begge passager taler Jesus altså i en form for billedsprog, og hverken de første kristne – eller de senere korsfarere – forstod disse passager som en opfordring til krig. Ydmyghed, næstekærlighed og at vende den anden kind til var det, de første kristne læste i Jesu lære. Desuden havde Jesus i sin lære skelnet mellem sin religiøse mission og budskab og verdslig politik (se f.eks. Matthæus 22,15-22 og Johannes 18,33-38) (tekst 131). Derfor var der i kristendommens første tre århundreder ingen forestilling om, hvilken status krigen havde. Nogle kristne var, hvad mange i dag ville kalde pacifister. Men der var ingen særlig doktrin eller underbygget forestilling om krig.”

Simmsen viser med sit indlæg, at han ikke kender til disse helt grundlæggende forhold omkring den tidlige kristendom.”

Johannes Adamsen (fortsat)
Også Johannes Adamsen havde 4/5-16 et indlæg i Weekendavisen. Ganske vist medgav Adamsen, at bogen ”på mange måder er god, nuanceret, omfattende og med et stort og godt arbejde med at gøre mange kilder tilgængelige”. Men Adamsen mente dog også, at bogen trods de mange gode ting var tvetydig og tendentiøs. Også i dette tilfælde tillod Weekendavisen ikke forfatterne at svare. Derfor bringes svaret her:

Johannes Adamsen fra Læreruddannelsen i Århus har nu endelig fået læst bogen (eller det påstår han i hvert fald) og han er derfor klar igen med en ny og revideret dom: ”Bogen er faktisk på mange måder god, nuanceret, omfattende og med et stort og godt arbejde med at gøre mange kilder tilgængelige”. Alligevel gentager han sin unuancerede kritik af bogen for at være ”tendentiøs”, fordi bogen forklarer det indlysende; at islams ekspansion, plyndring og undertrykkelse af kristne kernelande – i et samspil af andre årsager – var én af de væsentlige årsager til korstogsbevægelsen. Baggrunden for korstogene blev dannet af mange forskellige årsager, som vi har forsøgt at fremstille det i bogen. Der var altså mange årsager til korstogsbevægelsen, men ingen kan for alvor forstå dette middelalderfænomen, hvis man som Adamsen helst ikke vil tale om islams ekspansion. Dernæst rejser Adamsen en række spørgsmål:

1. Hvorfor sættes korstogene i værk på et tidspunkt, hvor ”der faktisk er få trusler fra islam …?” – spørger Adamsen.

Og det sidste er jo ganske enkelt usandt. Adamsen kan jo bl.a. spørge armenierne om det samme. Det armenske folk blev således hærget af tyrkerne og deres hovedstad Ani blev udsat for en massakre i 1064. Iflg. både armenske og arabiske historikere flød gaderne i Ani med blod og lig i et omfang, der på ingen måde stod tilbage for korsfarernes plyndring og erobring af Jerusalem i 1099 (se f.eks. tekst 125).

Adamsen synes desuden, at den kristne generobring af de kristne lande i Europa med generobringen af Toledo i 1085, normannernes erobring af Sicilien fra muslimerne etc. burde have fået korsfarerne til at afstå fra generobringen af Det hellige land for kristenheden, men det er en dybt ahistorisk måde at se det på. Det svarer til at sige, at russerne burde have stoppet fremrykningen efter slaget ved Stalingrad i 1943, fordi nazisterne ikke længere udgjorde nogen ”trussel”. Endelig ser Adamsen – som så mange andre – helt bort fra tyrkernes og arabernes overgreb mod kristne pilgrimme, som havde været stadig mere brutale og hyppige i tiden op til Det første korstog. Adamsen kunne f.eks. læse tekst 130, hvor den arabiske historiker Al-Azimi skriver, at muslimske overfald på kristne pilgrimme var årsagen til korstogene.

2. Adamsen hævder, at vi i bogen ”udblænder de mange tilløb til hellig krig mod ikke-muslimer, fra karolingerne til normannernes erobring af England i 1066, dvs før det første korstog”. Vi går her ud fra, at Adamsen mener mod ikke-kristne.

Dette er en lidt sær kritik. I bogen gør vi netop flere gange opmærksom på, at kampene mod muslimerne i Spanien fra 800-tallet og frem - og senere i Syditalien - er med til at forme udviklingen af korstogstanken. Desuden drager Adamsen her en fejlslutning, som må bero på hans misforståelse af historien om udviklingen af selve korstogstanken. Denne historie er ellers forklaret i bogens kapitel 8 og i afsnit 63 og 64.

Adamsen er for det første ikke opmærksom på forskellen mellem forestillinger om retfærdig krig i 1066 og korstogstankens fulde udvikling i årtierne op til 1095. Efter investiturstriden mellem Henrik 4. og Gregor 7. var det i en periode ikke muligt for tysk-romerske kejsere at bestemme over paven i Rom, og kirken kom til at spille en større politisk rolle i takt med, at den tysk-romerske kejser mistede indflydelse over vasaller og lokale feudalherrer i Europa. Gregor 7. forsøgte i perioder under investiturstriden i 1070’erne og 1080’erne at rekruttere riddere til at forsvare kirkens reformsag – som en slags pavelig hær (militia sancti Petri) – og det på en måde, hvor bodstanken blev kombineret med den retfærdige krig, som igen peger frem mod Urban 2.'s korstogstanke.

Et tidligt eksempel herpå er pave Gregor 7.’s planer om at rejse en hær mod seldsjukkerne allerede i 1074 (se afsnit 60 og tekst 154). I tråd med kirkereformbevægelsens forsøg på ikke bare at frigøre kirken fra verdslige magthaveres kontrol, men også at få kirken anerkendt som en toneangivende magtspiller i det politiske liv, forestillede Gregor 7. sig, at han selv skulle være leder for et kristent felttog mod muslimerne. Samtidig håbede Gregor derigennem under sit lederskab at kunne forene den kristne kirke i vest og i øst, der havde været splittet siden Det store Skisma i 1054 (se afsnit 58).

Gregor 7. forestillede sig ikke dette felttog som en hellig krig og brugte heller ikke udtrykket korstog, han så derimod et fælleskristent felttog mod tyrkerne som en nådigheds- og barmhjertighedsgerning over for de kristne i Det Byzantinske Rige, der var blevet overfaldet og undertrykt af muslimerne.

Alt dette er forklaret i bogen og udgør en del af historien om korstogstankens udvikling.

Frankernes kampe mod saxerne og Wilhelm Erobrerens invasion af England var altså ikke det samme som pave Urban 2.'s korstogstanke. Ganske vist havde normannerne invaderet England i 1066 med pavens accept af det som en ’retfærdig krig’ og under pavens banner, men ikke desto mindre blev alle de normanniske krigere, som havde kæmpet med Wilhelm Erobreren ved Hastings, pålagt at gøre bod i 1070. Tanken om selve krigshandlingen som bod blev først udviklet senere under Gregor 7.'s investiturstrid og af pave Urban d. 2 i 1095.

3. Adamsen hævder for det tredje, at vi i bogen ”negligerer de pavelig-kirkeligt interne grunde” til korstogene. En absurd påstand, der igen styrker formodningen om, at Adamsen stadig faktisk ikke rigtig har læst bogen. I bogens konklusion side 214 kunne han have læst: ”Efter Investiturstriden i 1000-tallet og Det Store Skisma i 1054 mellem den kristne kirke i Østen og Vesten er det omvendt også klart, at pavemagten i Rom med korstogsbevægelsen så en mulighed for at styrke sin magtposition og måske samle kristenheden under sig i kampen mod den ydre muslimske modstander. Måske er det også forklaringen på, at Urban 2. tog skridtet videre fra Augustins tanker om retfærdig krig og udviklede korstogstanken og forestillingen om krigen for Det Hellige Land som en form for bodshandling og korstoget som en slags pilgrimsfærd, der skulle kunne sikre den enkelte syndsforladelse”.  Påstanden om at paven ”faktisk forsøger at underlægge sig den verdslige magt” er dog vildt overdrevet og uden grundlag i de historiske kilder.

4. Til sidst fabulerer Adamsen noget om at middelalderens kristne ”gik fra at forstå sig som kristne i et land til at tale om et kristent land” – og at det skulle danne baggrund for korstogsbevægelsen. Hertil må vi blot sige, at vi ikke aner, hvad Johannes Adamsen her taler om.

Alt i alt må man sige, at det ikke rigtig lykkes for Adamsen at kvalificere diskussionen om korstogene. Til sidst må vi i øvrigt erkende, at vi finder det interessant - og en smule komisk - at Adamsen fremtryller det værste skældsord fra sit vokabular, når han skal beskrive vores krav om at basere den faglige diskussion på historiske kilder: Kildepositivisme! Ja, sikke da noget griseri...